Hvad medarbejderne husker!
Klip fra “45 års læretid”
Af Arnold Christensen
Alt dette fik jeg forklaret og forevist på en rundgang den første dag om morgenen den første mandag i oktober 1998. Så fik jeg anvist en stol og et skrivebord i et lokale ved siden af eleven, der lavede infosider. Computeren blev fodret med et program ved navn Scala. Det var specielt beregnet til at fremstille og styre infosider på små stationer.
Skærmtrold
Næppe havde jeg sat mig ved skrivebordet før Torben kom igen. Om jeg kunne læse op af en avis? Hvis jeg mente, jeg kunne, ville jeg så ikke lige tage mig af avisoplæsningen næste dag. Optagelse om formiddagen – udsendelse klokken 14. Lena på kontoret ville vise mig, hvad der skulle læses op. Nu havde jeg set speakstudiet, så jeg regnede med at det bare var en lyd, der lå hen over infosiderne. Det skulle jeg nok.
Da jeg havde fået besked på, hvad der skulle læses op, sagde Lena lige i forbifarten, at jeg i hvert fald ikke skulle have en blå skjorte på næste dag. Om ikke mikrofonen var ligeglad med farven på min skjorte? Jo det var den nok, men det var altså en tv-station vi var på, og jeg skulle sidde foran en blå væg, der så på snedig teknisk vis ville blive fjernet, og der ville blive lagt en anden baggrund med avisen i stedet.
På denne måde kom jeg allerede den anden dag på skærmen. Der var ikke så meget læretid og tid til at spekulere over, hvordan jeg ville tage mig ud på skærmen. Jeg forberedte mig ved at læse stoffet igennem nogle gange og en enkelt gang højt, så jeg vidste, hvor der var ”snubleord”. Optagelsen skete ved et skrivebord beklædt med sort. Det var stillet op foran en blå bagvæg. Der var 4-5000 watt lys på, et kamera foran og et kamera skråt bagved. Mikrofonen sad i slipset, og jeg havde en øresnegl til kontrolrummet. Det var et par dygtige unge mennesker, der tog sig af teknikken, så selv om vi måtte afbryde et par gange, kom der en seværdig udsendelse ud af det. Efter udsendelsen var nogle så venlige at sige, at det var en flot oplæsning.
Illustrator
På et tidspunkt havde lederen af projektet for de tosprogede fundet ud af, at jeg kunne tegne lidt. Hun spurgte om jeg ville prøve at illustrere et eventyr, der skulle læses op. Tegningerne kunne så ved lidt zoom, udsnit og andre fiksfakserier køre som billeder.
Hvor mange gange får man sådan en mulighed. Jeg udførte 29 akvareller, som kom til at virke ganske godt til eventyret om hanen, der ville rejse til Rom og være pave.
Senere gik jeg i gang med at illustrere en historie om en roe. Også den blev rimeligt vellykket.
Mit næste indslag blev også om boliger. Men nu blev det lige pludseligt meget alvor. En af de unge havde opsnuset, at boligminister Jytte Andersen ville komme på ældredaghøjskolen og tale om de ældre og boliger. Han turde ikke selv lave indslaget på grund af manglende viden, og resultatet blev at jeg skulle gøre det. Jeg var ikke meget for det. Det at lave et indslag med en minister krævede efter min opfattelse en ordentlig journalist. På den anden side var det jo en udfordring og en oplevelse, jeg ikke ville få nogensinde igen. Inden for et par dage fik jeg fremskaffet mest muligt materiale om emnet, og om hvad Jytte Andersen og andre tidligere havde sagt og skrevet om det. Således påklædt fik vi en aftale i stand, om at vi ville få 12-15 min. med ministeren, inden hun skulle holde foredrag.
Vi var (under min absolut uerfarne ledelse) rykket ud med OB-vogn og det hele for at optage foredraget med tre kameraer. Jeg var (hamrende nervøs) blevet placeret ude på gangen med kamera og lys, og her skulle vi så tale med ministeren. Hun kom for det første for sent. Så måtte jeg sortere i spørgsmålene og alligevel få det til at hænge sammen. Da hun endelig kom, skulle borgmester Per Madsen lige hilse på. Ham bad jeg om at gå, da vi faktisk stod og havde tre minutter til et interview. Det blev rimeligt vellykket, og vi fik også taget hele foredraget og nogle interviews med nogle af kursisterne. Indslaget skulle blot redigeres, så var der ti minutter til mandagsudsendelsen og tre kvarter til en temaudsendelse med hele foredraget. Da vi kom tilbage til stationen blev jeg mødt af en grinende stationsleder med en bemærkning om, at der kom nok ham, der jagede med borgmesteren. Byråds-sekretæren havde ringet.
Direkte udsendelse
På et tidspunkt, hvor jeg sad og gennemså nogle optagelser, der skulle redigeres, kom Henriette Sahl ind til mig, og sagde, at hendes læge havde sygemeldt hende. Jeg ønskede god bedring og kunne i øvrigt ikke se, hvad det vedkom mig. Det gjorde det i høj grad. Hun skulle faktisk to timer senere være studievært på handelsskolen i en direkte udsendelse i samsending med studiet på stationen, hvor Torben ville have et par andre siddende. Det handlede om sprogskole. Her var lige 20 sider om emnet. Jeg gør det ikke! var min reaktion.
Efter en snak med Torben kom vi til det resultat, at der ikke var andre muligheder. Så måtte det briste eller bære. Producerassistenten i kontrolrummet ville være min øresnegl og slå over til studiet, hvis det kørte helt galt. Jeg var indadtil hamrende nervøs indtil nedtællingen til udsendelsen var i gang – ikke mindst fordi nogle af dem, jeg skulle tale med, var forsinkede. Hvad der skete i løbet af den halve times tid. udsendelsen kørte, ved jeg ikke – så koncentreret var jeg, men det mest morsomme var, at et par af deltagerne bagefter i fuldt alvor sagde, at de havde været noget nervøse, men at min professionelle ro havde gjort dem trygge.
Tre måneder med tryk på
Henriette gik på barsel, og så var en af dem, som lavede mange indslag ude af drift. Det gav mere journalistarbejde og mindre kontorarbejde til mig. Kort efter måtte Torben på hospitalet med en diskusprolaps. Herefter var der kun Christian Christophersen og mig til at lave tv. Vi skulle klare 6-7 indslag til mandagsudsendelsen og ca. en halv times direkte udsendelse om torsdagen om et eller andet emne. Der var også lige to nyhedsoplæsninger om ugen, der skulle passes. Pile Mølle havde godt nok lovet en barselsvikar, men hun kom først efter 3 måneder.
Det lykkedes os faktisk at lave en hel del godt fjernsyn i den periode. Vi arbejdede rigtig godt sammen uden kontroverser og med en vilje til, at denne her opgave skulle løses – ikke bare løses, men også løses flot. Vi supplerede hinanden godt med ideer. Eleverne gav et minimum af problemer, så der skulle ikke bruges mange kræfter på den del af forretningen. Byrådssekretæren var så venlig på et tidspunkt at bemærke, at man ikke kunne se på vore programmer, at der kun var os to til at lave dem.
Vi lavede indslag om daghøjskolens emneuge (der indbefattede en tur til Sverige), om spritrazzia, om § 77 eftersyn med politiskoleelever, om bygningen af vandrerhjemmet og et rigtig flot indslag om hærværk i Vejleåparken – ja vi kørte bare derudad. I vort ugentlige torsdagsprogram ”13.30 direkte” havde vi blandt andet temaer om institutionsjul, om uddannelsesreform, om forebyggelse af indbrud og ikke mindst et uhyggeligt og tankevækkende program om fyrværkeri.
Jeg havde det som en fisk i vandet. Vi kørte på den måde i tre måneder. To mand lavede mellem to og tre timers tv om ugen. Det var hårdt, men utroligt spændende og sjovt at være med til.