Mit første år på TV-Ishøj
Ved Torben Höyer-Andersen
Jeg blev ansat som Leder af TV-Ishøj i februar 1993, en stilling der var oprettet som linieleder for Videolinien, under Produktionsskolen Pile Mølle.
Produktionsskolen er indrettet i bygningerne på den gamle gård Pile Mølle. Gården havde, gennem generationer, tilhørt familien Bay. Møllehuset siges at være Ishøjs ældste bygning. Dele af fundamentet kan, vist nok, spores tilbage til 1200 tallet. Det var i stuehuset, i den ene ende af møllebygningen at TV-Videolinien var hjemhørende.
Jeg sagde ja tak stillingen som linieleder da drømmen om at være ansvarlig for tv produktion med en tilhørende sendekanal kunne blive indfriet. Der skulle startes helt fra bunden, det var noget med at finde et gammelt udrangeret teaktræs skrivebord og en slidt kontorstol. Fra produktionsskolens EDB linie tiggede jeg en gammel Olivetti PC 286, med tilhørende matrixprinter, og så var jeg kørende. Jeg fik altså mulighed for at præge udviklingen helt fra bunden.
Jeg glemmer aldrig min første dag på ”Møllen”. Forstander Jørn Hjøllund bød mig velkommen og viste rundt. Et spændende
sted der helt klart trængte til en kærlig håndværkerhånd. Huset var indrettet så både TV-Videolinien og Grøn Linie delte lokaler. Ovnen i køkkenet blev af Grøn Linie brugt til sterilisering af små spagnumpotter til udplantning. Der lugtede mildt sagt ikke af roser. Kælderen under bygningen, blev brugt som sted for dyrkning af Østershat svampe. En del af denne proces er produktion af myselium der er forstadiet til svampe, og det lugtede stærkt af sure tæer. Svampene voksede ud fra huller i sorte plastiksække der var fyldt med fugtigt halm og myselium. Sækkene blev belyst med ultraviolet lys, for at fremme væksten og da der ikke var mange el-installationer i kælderen, klarede eleverne det selv med hjemmelavede strømfordelere. Rummet lignede et edderkoppespind af ledninger hvor de nøgne kobberender stak ud og blot var snoet sammen. Luxus var det hvis disse ledningssamlinger var omviklet med klar tape. Da jeg opdagede disse farlige hjemmeinstallationer, blev der indkaldt til møde om sagen og alt blev pillet ned. TV folkene slap for både strømafbrydelser og ubehagelige lugte.
Det lokale der tidligere havde været stuen i huset var blevet omdannet til et primitivt tv studie med tykke tæpper på gulvet. Forstanderen fortalte at vi ikke måtte stå mere end tre mennesker midt på gulvet. Trækonstruktionen var ikke helt stabil (læs ormeædt) og vi kunne risikere at ”gå” gennem gulvet og ned i kælderen hvis vi ikke overholdt den samlede vægtgrænse. Resultatet blev at vi listede os forsigtigt rundt langs væggene når vi lavede optagelser i ”studiet”. Et andet og væsentligt problem var borebillestøv der konstant dryssede ned fra loftet. Der var stående ordrer om at alt udstyr skulle dækkes med plastic, når det ikke blev brugt. Selv havde vi ikke vort pæneste tøj på, på arbejde. Jeg blev ofte bebrejdet at jeg lugtede som en gammel jordslået sofa når jeg kom hjem.
Produktionsskolen var, nogle år tidligere, blevet etableret som en afdeling under Ungdomsskolen. Målet med skolen var at tilbyde plads til de unge der endnu ikke var parate til et job eller en uddannelse efter folkeskolen. Unge mellem 16 og 25 år, kunne komme ind på én af produktionsskolens linier og afprøve forskellige fag. Pile Mølle havde indrettet sig med Den grønne linie, Multimedielinien, Køkkenlinien og TV-Videolinien m. m.. Pile Mølle var året tidligere blevet udskilt fra Ungdomsskolen til en selvstændig skole. Under dette skifte havde der været en del turbulens omkring ledelse og organisation. Blandt andet havde de elever jeg skulle overtage, siddet uden underviser i tre måneder.
Skolens Forstander Jørn Hjøllund fortalte, den første dag, at eleverne ventede på mig med spænding. Først senere på dagen forstod jeg hvorfor. Jeg blev vist over i stuehuset hvor 8 unge mennesker sad i et lavloftet mørkebrunt lokale med benene oppe på bordet, kaffesjatter og askebægre der var fyldt til randen. Gennem tre måneder uden ledelse havde de unge etableret et autonomt miljø, så derfor var de jo spændte på hvad det var for en kanalje der var blevet ansat som deres lærer/leder. Taget i betragtning at flere af eleverne selv havde lagt en ansøgning ind på jobbet, kom det til at gå godt. Jeg har aldrig haft så spændende et mediejob. Det blev en cocktail med undervisning, omsorg, medietræning, teknisk opbygning, strategisk udvikling og meget mere. Det blev hurtigt synligt for mig at Ishøj Kommune mente noget med TV-Ishøj, og i de 17 år jeg var ansat lå Ishøj langt foran alle andre kommuner i Danmark hvad kommunikation angår. TV-Ishøj blev hurtigt tænkt ind som et strategisk værktøj i kommunikationen med borgerne og myndigheder.
Al begyndelse kan være svær, men der var megen støtte at hente hos mine ledere, der var produktionsskolens forstander Jørgen Hjøllund og chefen for byrådssekretariatet Anders Hvid Jensen.
Som nævnt havde der, før min tid på stedet været noget turbulens i lederlaget på skolen, så der var sket en del udskiftning. Min forgænger i jobbet havde ikke fået produceret særlig meget lokal-tv, i det år han var ansat. Rygtet vil vide at udstyr og elever havde deltaget i produktion af det man med et fint ord kalder, lidt frække optagelser. Ikke sådan at eleverne skulle optræde foran kameraet, men de fungerede som kamerafolk m.m..
Da denne uhensigtsmæssige hverdag blev opdaget blev alt udstyr låst inde på rådhuset, og forgængeren blev hurtigt forgænger.
Det jeg fik, da jeg startede, var altså noget udstyr der var låst inde, nogle elever der var blevet autonome og frivillige fra kommunen der havde været i konstant magtkamp med forgængeren og eleverne. Kort sagt en noget udfordrende forestilling. Jeg blev hurtigt klar over at der måtte en håndfast strategi til for at få tingene til at køre.
Jeg tror jeg rystede omgivelserne da jeg meddelte eleverne at vi skulle bruge den første uge til at sætte system i tingene. Da ugen var gået var der indført rygeforbud i skoletiden, faste mødetider og pauser. Der blev ryddet op, støvsuget, sat i system og malet. De mørkebrune vægge blev hvide, så der virkede lidt højere til loftet. For at slippe for magtkampen blev de frivillige sat fra bestillingen, og størstedelen af de unge der fortsat ønskede at være ”autonome” blev sat ud af TV-videolinien til én af de andre faglinier.
Det var også efter den første uge at jeg pådrog mig en diskusprolaps. Borgmester Per Madsen havde frigivet OB vognen, hvor alt udstyr befandt sig. Det var den der var blevet låst inde, sammen med en pølsevogn i rådhusets kælder. Da jeg fik vognen udleveret fik jeg oplyst at denne vogn var Per Madsens kæledægge og den skulle behandles med respekt og ydmyghed. Den opgave påtog jeg mig naturligvis gerne. Det skal siges at vognen var en gul udrangeret VW Transit varevogn som Ishøj Kommune havde købt fra Tele Danmark. Den var så rusten at den rullende sidedør faldt af og ud på gaden hver gang vi lukkede den op. Et lille særkende vi levede med indtil syns-myndighederne kasserede hele pivtøjet, året efter. Nå, men vognen var altså en kæledægge og derfor havde produktionsskolen indrettet en ”indbygget garage” i ladebygningen. Man skulle køre bilen ind gennem en meget smal hjemmelavet port i gavlen af bygningen. Der var en ret høj forcering/trin fra det udendørs mudder til betongulvet. Det var fredag og jeg var sidste mand på skolen sammen med Linieleder af Grøn Linie. Det havde været regnvejr og det var en vanskelig opgave at ramme porten i ”garagen”, så jeg måtte råbe efter hjælp. Jeg kunne nemlig ikke komme ud af bilen da dørene i førerhuset var låst fast mellem portåbningens sidestolper. Desværre lykkedes opgaven ikke lige med det samme, der måtte mange forsøg, og sidespejle til.
Grøn Linies Linieleder måtte desværre gå inden ”kæledæggen” var kørt helt i garage. Så jeg knoklede videre, til det lykkedes. Jeg havde fået ondt i ryggen, hvad der senere skulle vise sig at være en diskusprolaps- nå ja, al begyndelse er jo svær.
Udstyret i 1993:
Det udstyr der var til rådighed da jeg startede i februar 1993 var en OB vogn indrettet som et rullende studie med 3 forskellige Sony CCD kameraer, billedmixer og redigeringsudstyr. For tekniske feinschmechere kan jeg oplyse at der blev optaget på U-matic Highband, men redigeret til U-Matic Lowband. Det betød at vi redigerede vore optagelser fra en rimelig god kvalitet til en elendig kvalitet på masterbåndet. Iøvrigt var mastermaskinen så slidt at den ofte krøllede de bånd vi satte i maskinen. Alle der har arbejdet med videomaskiner kender den meget ubehagelige lyd der kommer når et videobånd krøller. Når et bånd krøller betyder det at rigtig mange timers arbejde er spildt, og man må begynde helt forfra, hvis det ellers er muligt.
Det blev derfor hurtigt klart for mig at hvis TV-Ishøj skulle have en stabil fremtid måtte der tænkes i nye tekniske muligheder. Aftalen med lederne blev at jeg skulle udarbejde en rapport der skulle danne grundlag for en byrådsbeslutning om bevilling af midler til nyt udstyr.
I efteråret 1993 blev der bevilliget 1.3 millioner til nyt udstyr.
Mine første produktioner:
Musicalen Maria- en pige alle kunne lide.
Ungdomsskolens dramahold producerede hvert år en forestilling der blev opført i Centersalen. I 1993 hed forestilling Maria. Det var en musical der handlede om en ulykkelig ung pige og hendes vej gennem et ungdomsmiljø med stoffer kærestesorger og alle de udfordringer der er for et ungt menneske. Drejebogen var skrevet af Jørn Hjøllund, forstander på produktionsskolen Pile Mølle. Instruktionen stod Birgitte Esmark for. Birgitte var leder af dagklassen og dramaholdet på Ishøj Ungdomsskole.
I forestillingen indgik en del videooptagelser der skulle vises på en storskærm på scenen. Samtidig skulle hele forestillingen optages i sin helhed til visning på TV-Ishøj. Det var en sjov tid hvor der blev læst tekster, øvet replikker igen og igen, syet tøj og lavet kulisser og løbende lavet tv-optagelser. Centersalen, der samtidig var lokal biograf, lignede i dagene op til premieren, noget der måske var løgn. Dette rod blev i flere år et konfliktpunkt omkring brugen af Centersalen og Ungdomsskolens dramahold måtte til sidst flytte forestillingen til andre lokaler.
Turistvideo.
Ishøj kommune kæmpede gennem mange år med sit image. Sjovt nok var det folk udefra der synes at Ishøj er et slemt sted, for der er jo betonhuse og indvandrere overalt i Ishøj. Dette udsagen skal ses i forhold til at kommunens egne borgere var, og stadig er, meget glade for at bo i Ishøj. Ishøj blev markedsført som ”Den Grønne Port til København”. Det var det slogan der blev brugt i kommunens turistbrochure, og det var også det slogan vi brugte som hovedoverskrift da TV-Ishøj hen over sommeren 1993, producerede en professionel turistvideo, versioneret på mange sprog. Den blev sendt på TV-Ishøj, men også kopieret på VHS bånd. Turistchef Edith Tabassum deltog i arbejdet med produktion af denne video, der jo viste Ishøj fra den grønne og positive side. På et tidspunkt skulle Ishøj være centrum for en sommer fodboldskole koordineret af inspektøren på Vejlebroskolen Erling Bülow. Vi besluttede at forældrene til de børn der skulle på fodboldsskole, skulle være trygge ved at sende deres guldklumper til Ishøj. Vi sendte alle inviterede en VHS video der fortalte om turistbyen Ishøj og om fodboldstævnet. Det blev Fritz Ahlstrøm, der var et kendt ansigt i fodboldverdenen, der lagde ansigt til markedsføringen. Alt i alt en god mediemæssig indsats med et godt resultat. Udover et normalt plasterforbrug og nogle oplevelsesrige dage var der ingen anmærkninger i karakterbogen. Senere har Ishøj dannet ramme for en international fodboldskole. Flere tusinde børn strømmer hvert år i sommerferien til en uges fodboldstævne i Ishøj. TV-Ishøj har hvert år etableret et pressecenter i forbindelse med stævnet. Da internettet blev parat til video producerede vi dagligt videoer der blev lagt ind på fodboldstævnets hjemmeside. På den måde kunne forældre, verden over, følge med i stævnets dagligdag. Jeg husker en mail fra en mor i Venezuela. Hun havde med begejstring set sin søn på en video på hjemmesiden, via internettet. Hun kunne se at sønnen havde det rigtig godt.
Reportageoptagelser i 1993 foregik med et kamera forbundet, via et multikabel til en tung bærbar videomaskine. En lydmand måtte bære boomstang, lydmixer og hovedtelefoner. Lydmanden skulle også være forbundet til videomaskinen. I forhold til idag hvor én journalist fint kan lave optagelser helt alene, så var datidens optagehold sammensat af mange fagfolk.
Journalist/instruktør
Fotograf
Lydmand
Assistent
Lysmand
Disse store optagehold, var i undervisningssituationen lidt besværlige at transportere rundt, så vi måtte løbende supplere med mandskabs biler. Heldigvis kunne vi anskaffe disse biler helt afgiftsfri da de gik ind under skatte/toldordningen som filmbus.
Turen gik til venskabsbyen Trzebinia i Polen.
Borgmester Per Madsen skulle bruge kul til det lokale varmeværk i Ishøj. Kul finder man i store mængder i Polen omkring Krakow, og inden længe var der etableret venskabskontakt til byen Trzebinia. Ishøj og Trzebinia blev formelt venskabskommuner, og der var grund til at lære hinanden bedre at kende. I juli 1993 blev der sendt en bus med produktionsskoleelever fra Pile Mølle af sted med kurs mod Polen. Målet var at transportere de unge polakker der havde været på studiebesøg i Ishøj, hjem igen. Eleverne fra Pile Mølle var henholdsvis fra EDB linien og tv-videolinien. Det blev en uforglemmelig tur for deltagerne, og mange af eleverne knyttede personlige venskaber. Vi fik set hele området og blev modtaget med åbne arme af værtskommunen.
Vi boede i feriehuse ned til en smuk sø hvor vi badede efter dagens oplevelser. En af vore dygtigste videoelever havde i nogle dage ført sig selvsikkert frem og drillede de andre. Det stoppede da der blev indgået en hemmelig aftale om buksevand. Benjamin blev bedt om at tage kameraudstyr med ned til søen og stille det klar til optagelse. Det gjorde han, men ligesom han troede at han selv skulle trykke på optageknappen blev han hentet af håndfaste elever og båret ned til vandet til en gang buksevand. Det hele blev optaget og senere lagt ind i videoen, Benjamin var ikke tilfreds med den behandling, men han skruede noget ned for blusset i sin egen adfærd, under resten af turen. Videoeleverne hang ikke ud på turen, de havde fra tidlig morgen til sen aften travlt med optagelser til den udsendelse de efterfølgende skulle redigere. Det blev til både turist oplevelser men også oplevelser af den barske slags. Vi besøgte koncentrationslejrene Auschwitz og Birkenau. Det blev en stærk oplevelse for os alle. Vi fik tid til både tv optagelser og mange tavse minutter til fordybelse.
Efterfølgende har TV-Ishøj haft flere unge fra Polen på studieophold, og har stadig kontakt til flere af dem. Facebook er jo en effektiv kontaktbog mellem mennesker og Arthur er én af de unge polakker jeg stadig har kontakt til. Han har en fin karriere med medier i Polen.
På vej mod nye tider.
I efteråret 1993 skete der mange vigtige ting for TV-Ishøj. Dels fik vi den omtalte bevilling på 1,3 millioner kr. til nyt udstyr, og så skulle vi også flytte til nye lokaler på Kirkebjerggaard i Ishøj Lands by. En dag ringede min telefon i Møllehuset på Pile Mølle, det var Borgmester Per Madsen der spurgte om jeg ville tage en tur op på Kirkebjerggaard for at bese lokalerne og vurdere om de var velegnede til TV-Ishøj.
Jeg kendte ikke gården, men fandt den hurtigt. Kirkebjerggard ligger tæt ved Ishøj Kirke. Det var en stor firlænget hvid gård. Den havde gennem årene tjent som sognegård, rådhus, mellemstation for Handelsskolen, internt kursuscenter for Ishøj kommune. AOF og FOF havde også lokaler på gården, ligesom filialbiblioteket lå på 1. sal i én af længerne. Stuehuset var indrettet med en fin kantine med tilhørende veludrustet storkøkken.
Jeg forsøgte diskret at bese lokaliteterne, men Hanne der nidkært bevogtede lokalerne, for Kulturel Forvaltning, undrede sig over mit forehavende, men gav mig adgang til besigtigelse.
Jeg besluttede at gården fint kunne indrettes til en perfekt tv station. Der var et helt specielt miljø omkring gården, men der skulle noget ombygning til.
Jeg meddelte min indstilling tilbage til Borgmester Per Madsen, den prompte svarede at jeg så blot havde tilbage at udarbejde tegninger til indretning, så byrådet kunne tage stilling til en bevilling. Jeg gik i gang med papir og blyant samt papkasser. Papkasser er gode som skabeloner i 3D når man skal indrette produktionslokaler, ikke mindst kontrolrum. Tegningerne blev færdige og vi havde nu et passende antal kvadratmetre til tv-studie, kontrolrum, båndarkiv, speakerstudie, div. Kontorer samt undervisningslokale m.m.. Vi flyttede fra Pile Mølle til Kirkebjerggaard i begyndelsen af 1994, men vi flyttede ikke alene EDB linien flyttede året efter med og indtog den modsatte fløj i bygningen. Det skulle vise sig at være en god beslutning for EDBlinien og TV-Ishøj skulle få meget med hinanden at gøre, på det faglige og elevmæssige plan.
Kommunens egne håndværkere rykkede ind og begyndte opgaven med at bygge rigtige studier, med 5 meter lofthøjde og lydisolering. Jeg husker en detalje under byggeriet hvor det trak ud med at få fjernet loftet til 1.sal i tv-studiet. Jeg havde ønsket at tv-studiet fik to etager, så der blev tilstrækkelig med lofthøjde til lysloft og udluftning. Det trak imidlertid ud med at fjerne loftet, hvilket undrede mig, men jeg var ny så jeg sagde ikke noget. En dag kom Borgmester Per Madsen og Kommunal direktør Ole Olsen på nysgerrigheds visit. Per Madsen spurgte til loftet, og om hvornår det skulle ned. Ole Olsen svarede spørgende, om det nu også var nødvendigt, for det koster jo. Borgmester Per Madsen kiggede på mig og spurgte, ja-men Torben- har du ikke tegnet fuld lofthøjde gennem to etager i studie? Jooo, svarede jeg hvorefter Per Madsen sagde ”få så det loft ned”. Loftet KOM ned og vi fik det bedste lokal-tv studie i Danmark.
Eleverne og den daglige produktion levede et liv på en byggeplads gennem ½ år, men alle tog det med godt humør. En morgen da jeg kom på arbejde så jeg at alarmen var slået fra og lyset tændt. Indenfor duftede der af nybrygget kaffe. Jeg fandt Peter Hjort, én af vore dygtige elever. Han var dagen før midt i redigering af en udsendelse der skulle være klar til næste dag. Han besluttede derfor at arbejde natten igennem, men lidt søvn blev det dog til ud på morgenstunden. Madras og dyne fandt Peter i byggematerialerne. Rockwool bats kunne, til nød, bruges til formålet. Han brugte de hårde støbebats som madras og de bløde som dyne og hovedpude. Godt det ikke var mig.