TV-Ishøj og byrådet
Lokal-tv i det politiske univers!
Ved Torben Höyer-Andersen
Det var ikke almindeligt at en kommune tog ansvar for etablering og drift af en lokal tv-station, men Ishøj Kommune gjorde det i midten af 70èrne da Ishøj Lokal TV efter forsøgsperioden måtte smide håndklædet i ringen fordi pengekassen var tom. Ishøj Lokal TV havde arbejdet hårdt på at etablere et andelsselskab, men måtte opgive da det viste sig umuligt at skaffe de midler der skulle til for at fortsætte driften af Lokal stationen.
Ishøj Kommune overtager sendetilladelsen!
Ishøj Kommune, med borgmester Per Madsen i spidsen overtog sendetilladelsen og fortsatte driften under navnet TV-Ishøj.
Da jeg startede som chef for TV-Ishøj i 1993, var det en tv station der skulle genopbygges fra bunden. Vi skulle finde rammer og mål for TV-Ishøj. Jeg blev ansvarlig overfor pressenævn og Kulturministeriet. Det var min opgave at forvalte sendetilladelsen så godt som muligt. TV-Ishøj`s øverste administrative myndighed var byrådet. Nu var jeg spændt på om der ville komme politisk indblanding i programfladen.
Per Madsen orienterede mig om at det ikke var hensigten at producere ”Borgmester-tv” og at der, iøvrigt var politisk flertal for at bruge tv mediet når kommunen skulle formidle sine budskaber til så sammensat en borgergruppe som den i Ishøj. Mange indvandrere kunne ikke læse, slet ikke dansk, så tryksager var ikke den bedste løsning når der skulle informeres.
I de år jeg var chef for TV-Ishøj var det stationens opgave at producere udsendelser med, om og for Ishøj`s borgere. Det skulle være en objektiv informationskanal. Det ville jo være en helt umulig opgave optræde som lokalsamfundets vogter, og producere kritisk tv. Man kan ikke, i så lille et operationsområde som Ishøj, med ca. 21.000 borgere, lade den lokale tv-station, der så samtidig er ejet og drevet af kommunen, være dets vogter. Stationens journalister skulle ikke egenhændigt grave kritiske historier fra lokalsamfundet, byrådet op og sætte fokus på dem. Den opgave måtte vi overlade til lokalpressen og andre frie medier. Derimod kunne TV-Ishøj være en ”flue på væggen”, eller være formidler ved debatter. Jeg husker engang hvor én af vore unge journalister havde jogget i spinaten. Han havde lavet et indslag om et politisk emne og kun bragt udtalelser fra den ene politiske side. Det kom der en påtale over.
Det politiske stof var indrammet til de aktiviteter der lå omkring byrådet og byrådets arbejde. Det vil sige byrådsmøder, borgermøder, kommunalvalg og lignende. Partipolitiske spørgsmål berørte TV-Ishøj ikke mellem disse begivenheder. Det ville være en umulig opgave at styre et pres fra partipolitisk side, hvis der ikke var disse rammer at arbejde udfra. Naturligvis forsøgte nogle af partierne at ”lokke” os i gyngen ved at invitere til begivenheder af mere underholdende karakter, men vi lurede det faktisk altid og afviste at dække begivenheden.
TV-Ishøj rådede over to tv kanaler og en radiokanal på fællesantennen.
TV-Ishøj 1: Hovedkanalen.
TV-Ishøj 2: Tast Selv TV kanalen. Her kunne borgerne, selv starte udsendelser, via telefonens tastatur.
Radiofrekvensen blev brugt til at sende lydsiden fra TV-Ishøj 1. Dette var en service overfor de borgere der var blinde eller svagtseende.
Begge tv kanaler sendte foruden levende udsendelser, også tekst tv og info-tv. Disse kanaler og medier gav os mulighed for at sende individuel information.
De politiske foreninger havde samme rettigheder som øvrige foreninger i Ishøj Kommune.
På tekst tv kunne hvert parti have deres egen side til annoncering af aktiviteter og praktisk information som adresse m.m.. På Info- tv kunne der ligeledes annonceres med aktiviteter om møder og arrangementer. Politisk agitation kom ikke igennem til disse medier.
Der var præcise regler for annoncering på medierne. En annoncering måtte være på én uge før en begivenhed, en uge før et billetsalg og en uge før indkaldelsesfrist til generalforsamling.
Disse regler var udarbejdet i samarbejde med foreningerne og fungerede godt. Foreningerne var selv ansvarlig for at maile den præcise tekst til TV-Ishøj, i god tid.
Byrådsmøder:
Byrådets dagsorden havde sine egne sider på tekst-tv, og blev offentliggjort et par dage før mødet.
Dagen efter mødet blev teksten opdateret så borgerne kunne se hvilke punkter der blev tiltrådt og hvilke der fik en anden skæbne.
Omkring 1997 blev lydanlægget i byrådssalen tilsluttet TV-Ishøj, således at lydsiden fra møderne kunne sendes live ud til borgerne. Billeddelen var en separat tekstside der løbende viste hvilket dagsordenspunkt der, lige nu, blev behandlet. Da det blev besluttet at lydtransmittere møderne, sad jeg i en længere periode i fællesantennekælderen og tjekkede at lyden kom korrekt ud til borgerne.
Det var byrådssekretariatets chef Anders Hvid Jensen, der efter testperioden, skulle betjene anlægget.
På TV-Ishøj fik vi dagsordenen ind på Fax lige inden frokost. Derefter blev dagsordenen skrevet ind på en speciel diskette der skulle bruges i et lille tekstanlæg vi havde fået udviklet til formålet. Det skulle gå hurtigt så det var lige før der stod blå røg op fra tastaturet. Umiddelbart inden byrådsmødet kunne Anders Hvid Jensen tænde for anlægget med en nøgleomskifter. En omskifter for billede og en for lyd. Han tog
simpelthen signalet fra TV-Ishøj og skiftede over til udstyret i byrådssalen. Anders Hvid Jensen sørgede, under mødet, også for at skifte tekster på skærmen i takt med at der blev skiftet dagsordenspunkt. Borgmesteren var den der suverænt skiftede mellem mikrofonerne, på konferenceanlægget. Han styrede med hård hånd taletid og rækkefølge for de enkelte byrådsmedlemmer. I de år hvor dette system fungerede, var det kun til specielle begivenheder og temamøder at den store OB vogn blev rullet ud og der blev sendt tv direkte. Jeg husker den fantastiske oplevelse det var at kunne følge byrådsmøderne live. Da lydtransmissionerne startede var der ikke så mange tilhørere i byrådssalen. Til gengæld var der mange borgere der fulgte møderne hjemme på tv, vi kaldte det for ”strygefjernsyn”. I virkeligheden var det jo en form for radio, hvor man passende kunne lave noget andet samtidig.
På et tidspunkt måtte der nyt anlæg til. Det 25 år gamle anlæg brændte simpelthen af mellem fingrene på Borgmester Per Madsen, midt under et møde. Anlægget kunne ikke repareres og et nyt måtte til, men det skulle først konstrueres, så TV-Ishøj trådte til og stillede en hel flok mikrofoner op til hvert møde indtil det nye anlæg var installeret. Opgaven som lydmand gik på omgang mellem TV-Ishøj`s tekniske medarbejdere. De fik en oplevelse og middag sammen med byrådets medlemmer.
Alle ”tv/radio” udsendelser fra byrådsmøderne blev optaget på VHS, som et administrativt referat. Det var godt at have hvis der opstod tvist om hvad der faktisk blev sagt til møderne.
Omkring 2005 blev der et ønske om at alle byrådets møder skulle sendes direkte på tv, men det havde TV-Ishøj slet ikke personaleressourcer til, så der blev tænkt i alternative tekniske løsninger.
TV-Ishøj blev sendt via fællesantennen til 99,7% af alle hjem i Ishøj, og der var gratis adgang for borgerne at se de lokale kanaler. Set fra en demokratisk vinkel var det et stærkt medie. Løsningen blev en nyinstallation med 3 robotkameraer fastmonteret i byrådssalens loft. Kameraerne kunne sænkes- og hæves under transmissionen. Loftbelysningen blev udskiftet og selve loftet malet hvidt, så der var lys nok til kameraerne, selv på en mørk vinteraften. Der blev indrettet et lille kontrolrum i hjørnet af byrådssalen. Her sad en medarbejder fra TV-Ishøj og styrede hele molevitten. Det eneste der skulle forberedes var teksten til dagsordenen, der løbende skulle vises i bunden af skærmen.
Alle møder blev optage på en DVD og efterfølgende genudsendt på TV-Ishøj. På det tidspunkt var TV-Ishøj blevet så moderne at stationen afviklede sine udsendelser fra en stor komputerserver. Det gjorde afviklingen af udsendelser topmoderne. Ikke engang DR eller TV2 havde, på det tidspunkt, tilsvarende udstyr. Det tekniske koncept var udviklet af en projektgruppe på TV-Ishøj.
Ishøj Kommune var således den første kommune, i Danmark, der kunne tilbyde sine borgere så fine faciliteter, og der var ofte besøg fra andre af landets kommuner, der gerne ville gøre ligesådan, men deres problem var at de ikke rådede over en fællesantenne der var tilsluttet alle borgere. På det tidspunkt var web tv kun på forsøgsstadie, og kvaliteten slet ikke tilstrækkelig.
Pressemøde inden byrådsmødet.
Da Ole Bjørstorp i 2001 tiltrådte som borgmester indførte han et pressemøde hvor lokalpressen blev orienteret om hvilke emner der var på dagsordenen. Det endte med at TV-Ishøj fik separat interview tid i forbindelse med disse pressemøder. Indholdet var en uddybende orientering om dagsordenen til det kommende byrådsmøde. Set fra et mediemæssigt synspunkt var det en god lejlighed til at få en afslappet
snak med borgmesteren om hvad der p.t. rørte sig i det kommunale arbejde, både i forhold til lokalsamfundet, regionen og folketinget. Det var her vi fik en opdateret statusinformation på hvad der løbende blev arbejdet med. Det var her politikere fra oppositionen mente at jeg drev borgmester tv og var lidt af en skødehund. Hyggelig tanke, men det måtte jeg dog klart afvise. Borgmesteren har aldrig anmodet om produktion af indslag der havde partipolitisk karakter. Det var altid journalisten der havde initiativet og tilrettelagde indholdet.
Borgermøder
Borgermøder som budgetmøder, projektmøder og lignende blev ofte holdt i byrådssalen. De havde en tendens til at være lidt kedelige og typisk kun med få borgere og partifæller som tilhørere. Det var typisk et panel af partiformænd sekunderet af den aktuelle forvaltningschef og dennes faglige væbnere, der optrådte med dræbende kedelige indlæg. TV-Ishøj sendte ofte direkte fra disse møder, og måske derfor kom der ikke så mange tilhørere, de kunne jo deltage hjemme fra sofaen. Det var en vanskelig opgave, som producer/billedmixer at få de samme 5 tilhørere til at fylde, så det så ud som en større forsamling. Politikerne ville gerne have at der dukkede flere deltagere op til møderne, primært for at komme i nærkontakt med borgerne og få en god debat.
Vi drøftede en udvikling omkring disse møder og afprøvede forskellige modeller. En model blev da Social og Sundhedsforvaltningen skulle præsentere den nye ældreplan. Oprindelig havde forvaltningen tænkt at politikere og embedsmænd skulle sidde i et mødelokale på rådhuset og via internettet chatte (skrive) med de borgere der henvendte sig. Problemet var bare at på det tidspunkt var det at chatte et begreb som kun få unge beskæftigede sig med, så målgruppen fik man ikke rigtig fat i. Debatten endte med at TV-Ishøj producerede en række indslag, der var relevante i debatten. Vi sendte direkte tv fra studiet på Kirkebjerggaard. Politikere og embedsmænd var linet op i studiet, med kaffe og kage. To telefonlinier var åbnet så borgerne kunne ringe ind og stille spørgsmål til panelet i studiet. Det blev til 2 timers live tv, og mange telefonopkald.
Den næste udsendelse af samme karakter var planlagt af teknisk Forvaltning. Her var emnet trafikken i Ishøj. Jeg var studievært og fik følt at det var et lille samfund, da en borger der havde ringet ind og stillet nogle spørgsmål, afsluttede med at præcisere at studieværten godt måtte sætte hastigheden ned når han kørte gennem Ishøj Landsby. Så var det bare om at finde en grimasse der kunne passe!
Den årlige budgetdebat, hvor politikerne gerne ville drøfte fremtiden med borgerne måtte også have et underholdningsmæssigt løft. Tidligere havde disse budgetmøder haft karakter der kunne sammenlignes med et menighedsrådsmøde.
Resultatet blev, efter lange drøftelser, at mødet blev flyttet til Kulturcafeen. Gæster fra bolig, kultur, fritids og foreningslivet, blev inviteret til arrangementet. Borgmester og udvalgsformænd kom med ønsker til en dagsorden, og TV-Ishøj producerede en række videooplæg til hvert hovedemne. TV-Ishøj stillede med studievært og ordstyrer. De tekniske kampvogne var kørt i stilling. Der var etableret linkforbindelse til andre steder i byen, bl.a. Idræts og- Fritidscentret hvor en journalist styrede spørgelystne borgere. Politikerpanelet i Kulturcafeen måtte også svare på spørgsmål der kom fra telefonslusen. Hvis der kom meget tekniske spørgsmål var forvaltningschefer og eksperter klar som livliner. Alt i alt en teknisk omfattende tv begivenhed. Det blev nogle positivt spændende aftener med en direkte udsendelse på ca. 2 timer sendetid. En udsendelse der efterfølgende kunne ses i flere måneder på Tast Selv TV.
I enkelte tilfælde kom TV-Ishøj ufortjent i klemme, når bølgerne gik højt i byrådssalen. I forbindelse med byggeriet af Åparken var der mange uenigheder og der var lagt op til fysisk demonstration i byrådssalen. Det blev en demonstration med truthorn og bannere. Til sidste måtte rådhusbetjentene rømme salen for tilhørere og borgmesteren slukkede for mikrofonen da spørgetiden var afsluttet. En Venstre politiker skrev et glødende læserbrev i Sydkysten hvor han beklagede at borgmesterens skødehund, TV-Ishøj`s chef, Torben Höyer-Andersen, havde slukket for mikrofonen under udsendelsen. Det var blot ikke mig, men borgmester Ole Bjørstorp, der i egenskab af mødeleder, retteligt styrede den side af sagen. Det var den eneste gang jeg følte mig nødsaget til at svare på et læserbrev i et lokalt medie.
Kommunalvalg
Perioden omkring kommunalvalg var altid spændende. Jeg husker tydeligt det første kommunalvalg jeg var med til i november 1993. TV-Ishøj havde ikke meget udstyr at gøre godt med og studiefaciliteter var ikke indrettet endnu. Vi besluttede at sende direkte fra rådhuset på selve dagen. Det var så heldigt at hjertet i fællesantennen er placeret i kælderen på rådhuset, og at man dengang afviklede TV-Ishøjs udsendelser fra udstyr der var placeret i poståbningsrummet på 2. etage. Vi ryddede et nabokontor, til byrådssalen for møbler, og opstillede et mindre studie hvorfra vi kunne sende live. Vi lavede på det tidspunkt nogle forsøg med en mikrobølgelink og benyttede lejligheden til et forsøg med at sende direkte fra det stemmested der lå på Gildbroskolen og direkte til en modtageantenne på taget af rådhuset. Med sved på panden og et utal af tekniske uheld lykkedes det at bringe valgresultatet direkte ud til seerne, inden vi slukke ned. Herefter sendte vi direkte fra alle kommunalvalg.
Den Store Valgdag!
Den største produktion omkring kommunalvalg lavede TV-Ishøj i 2005. Et produktionshold på 35 fastansatte og frivillige var involveret i udsendelser omkring valget. Alle opstillingsberettigede partier fik hver en 30 minutters udsendelse i ugerne op til valget, hvor de kunne præsentere deres program. Udsendelsen blev optaget i TV-Ishøjs store studie på Kirkebjerggaard, med to studieværter og to repræsentanter for det enkelte parti. Partierne måtte bruge 5 minutter af programtiden til fremvisning af en egenproduktion. TV-Ishøj hjalp med gode produktionsråd og udstyr til disse optagelser. Indholdet blandede vi os ikke i. Alle disse præsentations udsendelser blev programsat efter et stramt skema. Ingen måtte snydes, for så var fanden løs i “Laksegade”. Nogle dage før valgdagen transmitterede TV-Ishøj en parti debat fra Centersalen i Ishøj Bycenter. Til nogle af disse udsendelser stillede TV-Ishøj med ordstyrer. Selve valgdagen var det store udstyrsstykke. Vi var på mærkerne med 3 reportagehold fra tidlig morgen og fulgte begivenhederne i hele kommunen. TV-Ishøj havde produceret en instruktionsvideo der kørte på tv-skærme ved alle valgsteder. Her fik borgerne, på mange sprog, en instruktion i hvordan et dansk kommunalvalg bliver afviklet.
Vi havde indrettet et studie med 3 kameraer, lige ved siden af borgmesterkontoret. Byrådssalen var omdannet til valgcafe hvor partifolk og borgere kunne mødes når stemmestederne var lukket. I denne valgcafe var placeret et kamera og en journalist.
Lige udenfor valgsekretariatet var en journalist og en kameramand parat, når der var nye informationer herfra. Vi havde direkte linkforbindelse til kommunens mindste valgsted i Ishøj Landsby og en lyslederforbindelse til Centersalen, der var det største valgsted. Alle steder med en journalist parat med en mikrofon. Vi startede udsendelsen kl.19:30 og kørte indtil vi kendte valgresultatet. I valgcafeen var opstille en tavle med billeder af alle opstillede kandidater og borgmesteren kunne nu udpege de nye medlemmer til det kommende byråd. Det var tv med puls. Det var live tv suppleret med reportageindslag. Det var tv på et niveau der matchede de store stationer. Det var et hårdt planlægnings- og koordineringsarbejde, ikke kun for producer, teknisk leder og studievært, men for alle involverede.
Det var nødvendigt med forsyningstropper, som vi kaldte dem. Det var to medarbejdere der forsynede os alle med sodavand, slik og kaffe samt alt det sunde. Som studievært var det helt specielt at følge slagets gang og
være i centrum af begivenhederne, kunne følge begivenhederne live fra de steder vi havde link til, og kunne indkalde de rette politikere til en snak i studiet, når tingene spidsede til. Det var en stor støtte at have en supporter gruppe, som løbende indsamlede oplysninger og statistik. De fremstillede grafik som studieværten kunne bruge i udsendelsen. Det var helt specielt når vi havde valgresultatet fra valgstedet i Ishøj Landsby. Vi stillede om så vi, på live tv, kunne følge at der blev telefoneret til valgsekretariatet for at overgive resultaterne. Synkront havde vi et kamera i sekretariatet og kunne live følge de indkomne tal, og direkte hente en udtalelse fra borgmesteren i studiet. Hans store dag var da det politiske flertal i Ishøj Landsby vendte fra blåt til rødt i 2009. Borgmester Ole Bjørstorp sad i studiet, midt i et interview, da tallene kom ind, og han oplevede det live på tv. Hjemme på stationen i Ishøj Landsby sad et par medarbejdere og styrede informationer til Info, og Tekst-tv.
En valgaften sluttede altid med natmad i rådhuskantinen, men først efter at hele TV-Ishøj holdet havde pakket udstyr sammen. Mange af de unge medarbejdere måtte transporteres hjem med bil eller taxa. Fyraften var jo efter sidste tog og bus var kørt. Næste dag var der ikke noget med at sove på ”det grønne øre”, der skulle rengøres og sættes udstyr på plads. Der skulle også laves tekst-tv og Info-tv sider, der præsenterede de nyvalgte byrådsmedlemmer.
I de efterfølgende uger producerede TV-Ishøj et 5 minutters personligt indslag om hvert af de valgte byrådsmedlemmer. I 2005 var der 17 profilindslag der skulle produceres og lægges ind på Kommunes hjemmeside, sammen med profilinformationer om hvert enkelt byrådsmedlem.
TV-Ishøj var altid med!
TV-Ishøj blev altid inviteret med når der var spændende begivenheder for Byrådet. Vi var bl.a. med da Byrådet besøgte den svenske kommune Svedala, for at underskrive en samarbejdsaftale mellem Ishøj og Svedala.
Da en mulig udvidelse af Ishøj Havn stod for, arrangerede arkitekten en inspirationstur, for byrådet, til lystbådehavne rundt om Øresund. Det blev en spændende tur, som jeg husker fordi jeg var ene mand af sted og skulle lave både videobilleder og interviews. Jeg havde kameraet påmonteret et skulderstativ som jeg bar rundt på under næsten hele turen. At TV-Ishøj var med på turen betød at borgerne fik en god indsigt i hvad der rørte sig i byrådets arbejde. Det blev til en udsendelse på ½ time som gav et godt billede af de udvidelsesmuligheder, for havnen, som Byrådet, efterfølgende skulle drøfte.
Der var mange af den slags historier, og jeg kan vist godt røbe at borgerne i Ishøj, på grund af TV-Ishøj, kender deres byrådsmedlemmer og deres arbejde, bedre end borgere i andre Kommune kender deres byrådsmedlemmer og deres arbejde.